Høbjerggård
Høbjerggård er en hyggelig stråtækt vingård der ligger idyllisk i et bakket terræn lige udenfor Helsinge med Nationalpark Kongernes Nordsjælland som nabo.
Ann-Jeanette og hendes mand flyttede til gården i 2016 og efter et par år midt i naturen, med marker til alle sider var drømmen om en vingård kommet snigende. Jeg mødte Ann-Jeanette i juli 2025 - en dejlig passioneret kvinde, der er stået af "ræset" for i stedet at arbejde 24-7 som fuldtids vinbonde.
I 2019 blev de første vinplanter sat, og med hjælp fra venner, familie og naboer, blev der plantet i alt 3.000 planter fordelt over tre marker ved seks forskellige røde og hvide druer, der egner sig til det danske klima.
Siden da er vinstokkene vokset og druerne modnet, så de allerførste flasker vin kunne produceres i 2022. Produktionen er for alvor kommet i gang og smagene udvikler sig som vinstokkene ældes.
Når jeg møder sådanne entusiastiske mennesker, der ovenikøbet producerer kvalitetsprodukter med dejlige smage, så skal I - mine kunder - naturligvis også have muligheden. Det er jo hele baggrunden for Frederiksberg Fine Food.
Kig på udvalget - kig forbi når vi har åbent for smagsprøver - bestil - har vi ikke på lager, så må du være tålmodig et par dage.
Pisst: Al rødvin er udsolgt for længst (juli 2025) så vi må vente på næste høst. Men det er jo også charmen ved gode og små produktioner - vi må lægge bånd på os selv og længes efter den næste høst.
